- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Scarlatti Stabat Mater & de 555 Sonater
april 16, 2023 @ 15:00 - 17:00
Musica Ficta & Bjarke Mogensen
555 sonater, det er hvad Domenico Scarlatti er blevet berømt for. Disse djævleblændte og ofte vanvittigt virtuose stykker passer ligeså godt under Vladimir Horowitz’ hænder som under enhver begavet cembalists. Og har tjent som det super-elegante indslag i enhver keyboard-spillers koncerter i snart 300 år.
Men nu har Danmarks store accordeon-spiller, Bjarke Mogensen, kastet sig over disse barokke virtuos-perler og spiller dem på sit eget lodrette keyboard så det klinger så autentisk som havde Scarlatti tænkt dem sådan.
Domenico Scarlatti fødtes 1685 i Napoli i en rigtig musikerfamilie: 3 af hans brødre og hans far var også komponister, – opera-komponister nemlig, for det var det man var i Napoli på den tid. I 1685 fødtes også både Händel og Bach, og vor Scarlatti, Domenico, har lidt uretfærdigt stået i skyggen af de to store tyske barok-giganter.
Men det vil Musica Ficta og Bjarke Mogensen nu gøre noget ved. Sammen har vi komponeret et program, selvfølgelig af et større udsnit af de 555, men også de bedste af Scarlattis vidunderlige vokalværker, der aldrig har fået den påskønnelse de fortjener. Først og fremmest er der her tale om det 10-stemmige Stabat Mater, der på mageløs vis fremmaner Jesu Moders klage og sorg ved sønnens kors i et expressivt 25 min langt forløb. Men der er også Messe-satser og et herligt Te Deum for dobbeltkor. Og i alt dette akkompagneres Musica Ficta af Bjarke Mogensens accordeon, som her tjener som den continuo-akkompagnatør som ligger som basis for næsten al musik fra barokken.
Som vanligt vil Bo Holten fortælle om Scarlattis farverige liv og værk, bl.a. hans konkurrence-spil med Händel i Rom omkring 1710 hvor de to unge genier duellerede på cembalo og orgel. Hvad udfaldet blev… ja det kan De få at vide ved koncerterne.